Vi gentager den samme fejl – igen

Mogens Lykketoft har offentligt beklaget at kobbernettet blev solgt med, dengang det daværende telefonselskab – det nuværende TDC – blev afhændet til en amerikansk kapitalfond.

Mogens Lykketoft har offentligt beklaget at kobbernettet blev solgt med, dengang det daværende telefonselskab – det nuværende TDC – blev afhændet til en amerikansk kapitalfond. Brian Mikkelsen har tilsvarende problematiseret salget af Kastrup lufthavn til en kapitalfond. Det virkede derfor som en erkendt politisk erfaring, at vital infrastruktur, som telefonnet og lufthavn, bør være under offentlig kontrol. Da Corydon meget firkantet lovede at el-nettet naturligvis ikke var en del af den pakke, der skulle børsnoteres, da Goldman Sachs investerede i DONG, var erfaringen blevet til en kultur. Som bekendt svigtede Corydon sit løfte.

Infrastrukturen bør ejes af danskerne

Nu har Ørsted – det tidligere DONG – sat sit datterselskab Radius, der ejer store dele af el- og gas-nettet, til salg, og det burde gibbe i Folketingspolitikerne. Dels over, usikkerheden om hvilket selskab, der i fremtiden skal have monopol på at levere strøm og gas til 20% af danskerne – monopol til at levere energi til danskerne er ikke en magtposition, man ønsker at tildele hvemsomhelst. Dels over, at en del af Folket – store dele af sjællænderne – i fremtiden er stavnsbundet til at betale el- og gasregninger, udstedt af én privat virksomhed, der i ro og mag – uden nogen form for konkurrence og meget lidt kontrol, kan levere el eller gas på den måde, der passer dem. Det bliver en uoverstigelig udfordring at forhindre den nye ejer i at hæve prisen eller sænke servicen og samtidig sikre sjællænderne en stabil og effektiv forsyning af el og gas, der møder fremtidens krav.

Det er et sikkerhedsproblem at privatisere el-nettet

Salget fører ikke til nervøse trækninger i Finansministeriet. I et svar til Folketinget skriver ministeriet: ”Beslutning om et evt. frasalg kræver ikke særskilt bevillingsmæssig eller materiel hjemmel fra den danske stat«. Dermed forsøger ministeriet og dermed ministeren at fralægge sig ansvaret for, at vital infrastruktur kan havne på udenlandske hænder. Vi må håbe de nye ejere vil danskerne det godt. Er det ikke et sikkerhedsproblem, hvis køberen f.eks. bliver et statskontrolleret udenlandsk selskab, der derved kommer til at eje retten til at distribuere el og gas til en stor del af danskerne? Det kan da godt være man kan kontrollere salget af Radius fra det børsnoterede Ørsted, men når man først har sluppet Radius, kan man ikke kontrollere, hvem der vil eje denne for Danmark så essentielle infrastruktur fremadrettet. Der er ingen tegn på at regeringen, S eller DF vil sikre el-nettet på danske hænder.

Private monopoler er ikke nødvendigvis mere effektive

Sporene efter offentlige monopoler, der bliver private, skræmmer. I Slagslunde overtog EON driften af det lokale kraftvarmeværk. Efterfølgende oplevede borgerne stærkt stigende priser og reel stavnsbinding til deres hus. De havde pligt til at være tilsluttet kraftvarmeværket og kunne kun slippe ud af EONs kontrol ved at betale heftige gebyrer. Borgerne kunne intet stille op overfor EONs stærkt stigende priser – de var jo godkendt af tilsynet. Efter flere års kamp har brugerne nu købt værket tilbage og må stå forundrede tilbage og spørge om de blev behandlet ordentligt.

Vi taber gennemsigtighed

Det bliver gentagne gange i argumentationen for at skabe private monopoler nævnt at vi har et effektivt statsligt reguleringssystem. Men det er ikke effektivt. I eksemplet med EON var det bl.a. udgifter til dyre konsulenter udsendt af EONs hovedkontor, der drev udgifterne op. Udgifterne blev herefter pålagt de tvangstilsluttede borgere. Det var uigennemskueligt – både for borgere og tilsyneladende også for det daværende Energitilsyn – at sikre en rimelig prisstruktur for borgerne i Slagslunde. Det vil altid være uigennemskueligt for samfundet at gennemskue et privat selskabs økonomiske dispositioner. Og når vi taber gennemskueligheden, har vi ingen anelse om hvad ”den rigtige” pris er.

Vi betaler for meget for transporten af el

Som et andet eksempel på hvordan energi blev dyrere for brugerne i forbindelse med en privatisering kan nævnes at DONGs el-transportafgift (DONGs monopol) steg med 11% umiddelbart før investeringen fra Goldman-Sachs. Når man ejer el-nettet, ejer man et monopol på at transportere strøm. Mon ikke stigningen i denne afgift var nøje koordineret med salgsprocessen? Vores elregning blev altså dyrere som følge af børsnoteringen. En ny rapport offentliggjort af Forsyningstilsynet, der sammenligner el-priserne med resten af landet, viser nu at DONGs/Ørsteds/Radius’ kunder på Sjælland betaler op til 34% for meget for deres el.

Det går ud over vores udvikling

Vi mister kontrollen over udviklingsmuligheder, der vedrører infrastrukturen, når den privatiseres. Da det daværende telefonmonopol blev solgt i ’90erne blev også kobberkablerne solgt. De har siden været et lukrativt monopol for TDC. TDC er i flere omgange blevet kritiseret for ikke at udnytte kobberkablerne optimalt til gavn for danskerne – f.eks. implementere den nyeste teknologi for at levere den højest mulige bredbåndshastighed. Udrulning af alternative netværk i offentligt regi, har været vanskeliggjort af TDCs monopolstatus, som de naturligvis har forsvaret med næb og klør. I forbindelse med Kastrup lufthavn har Overborgmesteren beklaget den manglende koordinering mellem lufthavnens strategiske udvikling og Københavns. Det har altså hæmmet vores hovedstads og dermed vores lands udvikling at privatisere lufthavnen. Fremtidens smarte teknologier og grønne vindstrøm vil kræve ændringer af vores strømproduktion og levering, der nemmere implementeres, hvis strømkablerne er 100% offentligt ejet.  

Privatiseringer – ja, tak. Private monopoler – nej, tak.

Privatisering af offentlige selskaber giver mening, hvis leverancen af ydelsen bliver konkurrenceudsat. At erstatte et offentligt ejet (herunder bruger-ejet) monopol til fordel for et privat ejet, ender med kun at have til formål at give staten penge i kassen. Problemet er at den private ejer altid vil kunne hente den opnåede gevinst hos brugerne. Altid. For når ydelserne som følge af monopolet ikke er konkurrenceudsatte, er det ikke gennemskueligt, om selskabets gevinst stammer fra effektiviseringer og smartere løsninger eller blot fra prisstigninger og ringere service. Indtægterne i statskassen for salget af den offentlige infrastruktur betales altså af brugerne og formentlig mere til.

Så Folketinget må og skal træde i karakter og sikre el-nettet og gas-nettet på danske hænder. En ren privat ejer vil føre til at danskerne mister kontrol over en vital del af Danmark, udsætter Danmark for en potentiel sikkerhedsrisiko, vil skabe uigennemsigtighed, hvor der bør være transparens og vil hæmme fremtidige udviklingsmuligheder, alt sammen uden brugerne får noget igen. Privatejet infrastruktur er typisk dyrere og dårligere både for brugerne og for Danmark.