Kritisk infrastruktur bør være ejet af danskerne – derfor skal Radius bevares under danskernes kontrol

Efter forligsparterne har opgivet at lade Ørsted/DONG sælge Radius til højestbydende må man stille sig selv det spørgsmål om partierne bag børsnoteringen af DONG sov i timen, da selskabet blev børsnoteret. Hvad er egentlig vores politik i forhold til kritisk infrastruktur? Her kommer et Konservativt bud:

Et velfungerende samfund er afhængig af en velfungerende infrastruktur. Samtidig er det vigtigt – for at sikre et effektivt samfund – at vi konkurrenceudsætter de opgaver, der med fordel kan konkurrenceudsættes. Opgaver, der ellers typisk er løst af det offentlige. PostNord er et eksempel på en privatisering af en virksomhed, som historisk har været en del af den kritiske infrastruktur, men hvor opgaven – at formidle skriftlig information – blev digitaliseret og derfor med fordel kunne privatiseres.

Kritisk infrastruktur er de dele af vores samfund, som et stort flertal er afhængige af, hvor det er urentabelt at have to stk. ved siden af hinanden og hvor der derfor ikke kan skabes reel konkurrence. Eet af argumenterne for at privatisere er netop at konkurrenceudsætte. Hvis det privatiserede ikke udsættes for reel konkurrence bortfalder argumentet. Infrastruktur er typisk vores veje og broer, men det er også andre fysiske eller digitale løsninger, der er essentielle for at vores samfund fungerer bedst muligt. Det er typisk en fordel for Danmark, at der kun er en offentlig ejer af infrastrukturen. Ofte har den kritiske infrastruktur strategisk betydning for Danmark og danskerne – hvis det ikke virker vil samfundet kunne tabe enorme summer. Sådan er det med el-nettet. Et offentligt kontrolleret el-net sikrer, at det er danskernes ønsker, der bestemmer udviklingen, at prisfastsætningen er gennemskuelig, at det vedligeholdes til et niveau, så vi sikrer en stabil strømforsyning, at priserne holdes nogenlunde i ro og at det suverænt er danskerne, der kontrollerer om vi har strøm eller ej. 

Katastrofen Telnet

Lad mig nævne et eksempel på en privatisering af et el-net, der har kostet danskerne milliarder. Danmark eksporterer strøm til Tyskland og det har igennem en årrække været en torn i øjet for den danske vindmølleindustri at eksporten af el til Tyskland, kun kunne foregå gennem et strømkabel ejet af det private hollandske selskab Telnet. Telnet har af ukendte årsager bevidst reduceret kapaciteten af kablet og dermed eksporten af vindstrøm fra Danmark til Tyskland gennem deres kontrol med strømkablet. Om Telnet har en aftale med andre leverandører af strøm til Tyskland og derigennem har kunnet holde de tyske elpriser kunstigt høje er uvist. Efter mange år kender vi historien fordi Vestager har grebet ind og pålagt Telnet at skrue op for kapaciteten. Vi kan i Danmark og formentlig i Tyskland blot konstatere et tab i milliard-klassen. En offentlig ejer af samme strømkabel ville aldrig have kunnet ageret sådan uden alvorlige politiske reprimander. De myndigheder, der skal regulere, gør det på baggrund af fortiden og vil aldrig kunne matche en kreativ privat ejers fremtidige ageren.

Danskerne får mest ud af at bevare kritisk infrastruktur på egne hænder

Argumenterne for privatiseringen er bl.a. forventede effektiviseringsgevinster, men milliardtabene i forbindelse med Telnets kapacitetsbegrænsning vil aldrig kunne hentes hjem af landene. Det har altså hverken en god forretning for brugerne eller nogen andre end Telnet, at strømkablet er privatejet. Den private ejer har udnyttet sit monopol til at skabe en gevinst og ikke skabt gevinsten gennem effektiviseringer. Det er mere reglen end undtagelsen, når private overtager et monopol.

Eet argument for at vi sagtens kan sælge infrastruktur er tilliden til et statsligt reguleringssystem. Det er staten, der administrerer og betaler reguleringssystemet. Når staten samtidig ikke har væsentlige indtægter qua reguleringssystemet, er der risiko for at opgaven underprioriteres eller lobbyister har held til at ændre reguleringssystemet eller administrationen af det til fordel for monopolejeren. Det er monopolejeren, der aktivt lobby’er overfor de regulerende myndigheder og dermed får held til at forbedre sine forhold til skade for forbrugerne. F.eks. hævede EON, da de ejede kraftvarmeværket i Slagslunde, med Energitilsynets accept priserne urimeligt trods borgernes protester.

Når vi taler kritisk infrastruktur må vi erkende at der ikke opnås noget godt ved en privatisering. Der er nogen, der siger at driften bliver mere effektiv, men for det første er det en tvivlsom påstand, for det andet vil en eventuel effektiviseringsgevinst aldrig tilfalde den alm. bruger og for det tredje vil det private monopol medføre nogle strategiske ulemper for samfundet, som ikke medregnes i det regnskab fortalerne for liberalisering af kritisk infrastruktur opstiller. Samtidig er det paradoksalt at de liberale fortalere for at staten afhænder kritisk infrastruktur taler for et stærkt statsligt tilsyn. Ikke særlig liberalt. 

Når vores finansminister Kristian Jensen påstår at effektiviseringsgevinster tilfalder brugerne er man jo ved at besvime. Har finansministeren fået et hedeslag. Hvornår er effektiviseringsgevinster tilfaldet brugerne i et privat monopol? Svaret er aldrig. Det sker kun når den offentlige regulering kræver det og energiforsyning er ikke et område, som det offentlige traditionelt har evnet at regulere. Det eneste der er sikkert, er at brugerne kommer til at betale de penge den private ejer har købt infrastrukturen for med renter.

Vi skal have fokus på det balancerede samfund

Det Konservative Folkepartis er optaget af at sikre den rigtige balance mellem individ og samfund. Staten skal være stærk nok til at understøtte de svageste, men uden at knægte dem, der kan selv. Den balance tilsiger at vi er glade for at konkurrenceudsætte en given service, hvis det er til gavn for danskerne, men ikke ønsker at privatisere for enhver pris.

Vi ønsker at sikre den enkelte dansker det størst mulige råderum – både økonomisk og socialt. Én af de mest effektive måder at sikre det økonomiske råderum, er at sikre borgerne adgang til en prisbillig basal service. Det gælder især om at holde de daglige udgifter nede og betale en mere rimelig skat.

Helt kort. Der er større fordele ved at bevare kritisk infrastruktur under offentlig kontrol end ved at skabe private monopoler. De minimale eventuelle effektiviseringsgevinster opvejes ikke af tab af kontrol og brugernes mulige ekstrabetalinger. Det er fornuftigt at konkurrenceudsætte en given service, når den service man konkurrenceudsætter, bliver udsat for reel konkurrence. Det er ikke muligt, når vi taler kritisk infrastruktur. Det Konservative Folkeparti arbejder for den rigtige balance mellem stat og individ. Derfor bør vi konkurrenceudsætte de dele af den offentlige service, hvor der kan skabes reel konkurrence mellem forskellige private virksomheder. Kritisk infrastruktur hører ikke til den del, der kan privatiseres.